På trods af min korte praktikperiode på en uge, har jeg fået et godt indblik i, hvordan en virksomhed er opbygget. Jeg er elev på Duborg- skolen i Flensborg, og ville gerne lave min virksomhedspraktik her hos Danrevision, da jeg synes det lød interessant, at de også har en grænseoverskridende rådgivning. Ikke fordi jeg er særlig bekendt med kontorarbejde i en større virksomhed, men mine forventninger blev altså mere end opfyldt. Det skyldes især virksomhedens mere enestående end sædvanlige måde at være skruet sammen på. Her hersker et særligt godt arbejdsklima og et godt kollegialt samarbejde, hvor der er en god tone og man er dus. Glæden ved at arbejde prioriteres højt og medfører nemlig blandt andet, at man kan opfylde kundernes behov på en mere tilfredsstillende måde end andre steder.
I løbet af ugen blev jeg præsenteret for nogle af skatterådgivningens aspekter og fik et indblik i hvordan man bogfører, hvordan en ”Umsatzsteuer” er bygget op og kunne selv prøve mine kræfter med en Einkommensteuererklärung. Derudover kiggede jeg ind i marketingafdelingen og fik et indtryk af, hvordan både det interne og eksterne marketing udfolder sig. Her blev jeg sat på en hemmelig mission, der berører firmaets ansatte (min eneste kommentar vil være: god jul!). Desuden fik jeg stiftet bekendtskab med kopimaskinen – håber ikke at den tog skade af en ukyndig betjening J
Alt i alt har jeg i den uge, jeg var her, nået at samle en hel del nye indtryk og få et indblik i hvordan en virksomhed kan være bygget op, hvis bare der er nok vilje bag, og det vil jeg i den anledning sige mange tak for.
Flensburg-Handewitt, den 21.11.2008 / Rikke Hatnik