Artikel 8
Skibsfart, transport ad indre vandveje og luftfart
(1) Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik
kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige
ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af
foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udlejning af containere
(herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere),
anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst udgør
en del af den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.
(2) Fortjeneste ved driften af både, der anvendes ved transport ad indre
vandveje, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets
virkelige ledelse har sit sæde.
(3) Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver
skibsfartsvirksomhed, eller transportvirksomhed ad indre vandveje, har sit sæde
om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i
den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted, eller,
såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets eller
bådens reder er hjemmehørende.
(4) Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste
ved deltagelse i en pool, i et forretningsfællesskab (joint business) eller i en
international driftsorganisation.
(5) Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske
luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i
stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til
den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines
System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
|